mandag den 3. marts 2014

Natur, fest og farver!

Vi fik endelig set nogle dyr, det blev dog i denne omgang kun i ZOO. Men modsat danske ZOO', så kom vi her op at sidde på en dromedar, fik rørt ved nogle aber.
Og sidst men på ingen måder mindst, fik vi set en lettere overvægtig løve, på utrolig nært hold.
Så fik jeg også fejret fødselsdag i det Camerounske. Det gik om man kunne have håbet, sang, boller, kage og pandekage, og en tur på det vi troede var et bageri, det viste sig så at være en burgerbar, men godt det var det, og det var længe siden at en kebab sidst havde ramt bunden af dunken!
Her står vi uden for burgerbaren, hvor det efter mange forgæves forsøg, lykkedes os at få taget et billede med en af de bevæbnede politibetjente.
Ud over at være på burgerbar, tag vi efter vi hen til en park, med dem af drengene der havde lyst, og fik noget kage og noget sodavand. De drenge der var med, fik desuden også for en tid, styret lidt af deres kamera fiktion.

 
Mathias og jeg, tog sammen med en gut ved navn Poul på tur, hvor vi troede vi skulle op på et relativt højt bjerg, dette viste sig at være en sølle lille bakke. Men vi kom ud og fik endnu engang et blik af den helt fantastiske afrikanske natur. For det endte med at bag den her bakke, er der ingen by, ingen "normale" huse, eller andre former for "moderne" levemidler - moderne som i, det nyeste i Afrika.
Men der var bare os, naturen, og en ordentlig røvfuld køer, og en nogle små RIGTIGE afrikanske landsbyer. Hvilket også gjorde, at vi så en heksehule, som vi desværre ikke måtte begive os ind i.

Sidst men bestemt ikke mindst, hvor vi søndag(02/03), til en pensionsfest. Fest på afrikansk, er noget helt andet end på dansk, til denne fest var vi mindst 500 deltagende. Når der er fest så starter det jo selvfølgelig i kirken - vi kom 1 time for sent, hvilket jeg er utrolig glad for, fordi vi endte med at sidde i kirken i 4 timer. Det er jo ikke fordi, at vi kan sige det er nyt for os at sidde i en kirke så længe, men det er godt nok ikke blevet noget jeg kan nyde. Under denne gudstjeneste hvor der hele tiden blev rettet fokus på ham der skulle pensioneres, blev der ca. hver halve time, givet nogle gaver, herimellem en ged og et får, hvilket åbenbart er noget man SKAL have når man har været præst, og skal pensioneres. Herudover så hører det sig også til at alle gæster, giver et bidrag til den forestående pensionist tilværelse.
Da kirken endelig var slut .......... - kom vi ned og se deres hus, som minder mere om en mini kompound, for det var et område af en imponerende størrelse, de havde og ejet, og dette var selvfølgelig omringet af en stor murstensmur. Efter besøget, var der mad og drikke til alle i kirken, hvor det selvfølgelig var de fine folk der skulle til først, så mændene og til sidst kvinderne. Da vi skulle på besøg først nåede vi først til maden lidt efter de andre, men det var ikke noget problem, vi blev bare lige ledt af en bagdør, så vi lige kunne komme foran resten, og være sikre på at vi jo i hvert fald fik hvad ville have.
Her står vi i vores fineste puds, sammen med den kommende pensionist og hans familie, værten er manden i grønt, i centrum af billedet. I et forsøg på at stille mig lidt i baggrund, endte jeg ret tæt på hovedperson, da han valgte at trække mig fra bagerste venstre hjørne, og hen til lige bag ved ham. Så uden at ville det lykkedes det mig, at komme ret meget i centrum.






tirsdag den 4. februar 2014

I afrikaner land

Så var der net for første gang i en uges tid, men det er vel en af prøvelserne, også det at når der endelig er net, så går det jævnt langsomt.
Her er et billeder af huset vi bor i, de to vinduer og døren længst til højre, er hvor Mathias og jeg bor, og resten der hænger sammen med det, der bor Solveig.
Vi er ved at være godt inde i rutinerne, med primary school, ecole(skole) med gade drengene, fodboldtræning, kirkelig gøren, fransk undervisning og diverse andre aktiviteter med drengene.
Første søndag i kirken var på forhånd forventet ar blive speciel, og rigtig lang. Og det blev den, og den blev også længere end forventet. Vi skulle selvfølgelig sidde på forreste række hvilket vi skal hver søndag, så vi må ikke falde i søvn, eller på nogen måde begynde at hænge lidt med hovedet! Vi skulle også præsenteres for hele kirken, så os op og stå til frit skue for et utal mennesker eftersigende en 700 stykker, og værsgo, præsenter dig selv på fransk, men det gik bedre end forventet da Solveig kan fransk, så Mathias og jeg, fik sagt vores navn også klarede hun resten.
Mellem prædike osv. rejser der sig grupper op og synger på livet løs, nogle 20 af gangen, andre 5, men alle med samme iver, og evne til at forsøge at gå i et med sangen og budskabet. Det at være i kirke i Cameroun, er på mange måder langt fra den danske ide om det at gå i kirke. Vi sad i kirken i 2,5 time, og troede så vi havde resten af søndagen til at komme os, men sådan gik det ikke, og ja 2,5 time er lang tid i en kirke, men det er endnu længere tid når det hele foregår på fransk og man ikke forstår noget. Men efter kirke, var der så et møde, også på fransk, og det tog 4 timer, herefter var der lidt tid til at spise, også skulle vi ned til drengene, her var der andagt, på fransk, og det tog 1,5 time. Alt i alt en lidt lang søndag.
Vi har i ugens løb fået taget mål af en skrædder, fået købt stof, betalt og modtaget vores afrikanske tøj. Pænt afrikansk tøj, består af et par bukser og en kjortel. Dette følges selvfølgelig op, ved at få en skomager til at lave nogle håndlavede læder badesandaler "african style". Tøjet er indtil videre rigtig pænt, ifølge en masse afrikanere, men nej. Også er det samlet set super ubehageligt at have på, bukserne og kjortlen, er lavet af det ifølge afrikanerne fineste stof, men det stof ville i Danmark nok være blevet brugt til regntøj. For sådan føles det at have på, meget stift, på ingen måde åndbart eller luftigt, lidt skinnende, og bare ikke så rart, men rigtig svedigt og klistrende, også skulle det billede gerne være tegnet, men det er ikke helt færdiggjort, for de her sko, som jeg tænkte måtte være helt fantastiske, når nu de er håndlavede, men den tanke døde lidt, de sko kommer for hvert skridt jeg tager lidt tætter på at lykkedes med at slibe min lilletå af, men det er nu kun hatten og hudfarven der holder os fra at ligne indfødte, så smerten og sveden tages, med et ikke alt for bredt smil.
Vi har desuden været på vores første udflugt, den bestod af en tur til Elias(manden der står for gadedrenge projektet) families mango plantage. En tiltrængt tur, da man godt kan komme til at føle sig lidt indelukket her på kirkens område, når ikke man må gå uden for hegnet der omringer området. På turen skulle vi blandt andet sejle over en lille flod, og når jeg tænker sejle i Afrika, så tænker jeg en halv vissen metal bunke af et skib, men nej, det var en lille kano lignende båd, med et fint hul i bunden, og på ingen måder beregnet til de 10 vi sad i båden, så det var bare rigtig betryggende og dejligt at prøve.


Familiens plantage var imponerende stor, med mango træer, en frugt hvis navn jeg ikke husker, men som var utrolig saftig, og alligevel utrolig tør i eftersmagen. Masser af peanuts, vandmeloner, forskellige rodfrugter, og alle de frugter/grøntsager der var klar blev smagt, nogle med større succes end andre.

torsdag den 23. januar 2014

En speciel tur fra Douala til Garoua

Vi er idag rejst fra Douala, hvor vi boede i et katolsk gæstehus fra mandag til onsdag. Vi fløj fra Douala, hvor vi troede vi fik at vide at vi skulle mellemlande i yaonde(hovedstaden). I lufthavnen i Douala blev vi desuden behandlet lidt som konger, da vi på trods af vi burde stå bagerst, blev genet op forreste i køen, og først ind i flyet, hudfarve gør åbenbart en stor forskel - hvilket er underligt, og ikke super behageligt.
Da vi jo troede vi kun skulle mellem lande blev vi selvfølgelig siddende i flyet efter vi landede, da det er sådan man gør det her. Efter noget tid begyndte der så at komme folk ombord igen, og her sidder vi stadig i flyet med troen om at vi er i yaonde, og snart på vej mod Garoua. Det viser sig så at, ezai som er ham der skulle hente os i lufthavnen, har haft ringet til både politi, og personale i lufthavnen, og hjem til organisationen i Danmark, fordi han ikke kunne forstå hvor vi blev af. Og vi er så åbenbart også blevet råbt op i højtaleren i flyet flere gange, og passagererne i flyet blev talt flere gange, hvilket også var måden hvormed de fandt ud af at vi stadig sad i flyet. Og hvor vi så til stor latter for samtlige passagerer i flyet blev vist ud, og ind i lufthavnen til vores bagage og chauffør.

onsdag den 15. januar 2014

Starten på eventyret nærmer sig!

Tiden hvor vi flyver mod syd, nærmer sig med hastige skridt. Bloggen er klar, diverse lort jeg sikkert ikke for brug for er købt, og for første og forhåbentlig sidste gang, indbefatter "diverse lort" at jeg mere eller mindre har rømmet en Matas, hvor en hjælpeløs butiksansat blev min personlige indkøber, og fes rundt og fandt det jeg skulle bruge. Dette gjorde hun nok delvist fordi jeg så meget opgivende ud, og fordi hun efter jeg havde spurgt om de første 5 ting jeg skulle bruge, godt kunne se på min liste at det ville blive en lang dag, hvis hun hele tiden skulle forklarer hvor tingene var henne.
Flyet letter fra Kastrup mandag d. 20. Januar kl. 1055, og lander i Bruxelles lufthavn 1225. Hvor vi så har en 1,5 times tid, indtil flyet mod Cameroun afgår 1450. Vi lander så 2140 i Douala lufthavn, hvor vi kommer til at stå tre mand stærk i langebukser, sweatshirts og de helt tunge vinterstøvler i 35 graders varme.
I Douala skal vi overnatte på et fransk hotel/gæstehus, hvor der er pool, hvilket nok skal udnyttes da der jo er en 35 grader, og der er nok også et par svedige kroppe der skal køles af. Tirsdag d. 21. Januar, skal vi på et endnu ukendt tidspunk, tilsyneladende "slåsse" med pøblen om de pladser, der nu er på flyet mod Garoua, hvor vi lige bortset fra et par weekend ture, vil være at finde de kommende 4 måneder.
Det bliver én stor svedig fest! - og jeg glæder mig!!